1. SEMESTER – PROJEKT HAVNEHUS

Al begyndelse er svær, og det gælder bestemt også, når det kommer til første projekt på studiet. Måske kan du næsten ikke huske det, måske husker du det, som var det i går, eller måske går du lige nu og glæder dig til at komme i gang med det.

Vi har fået lov til at se, hvordan det første projekt endte ud for en gruppe fra 1. semester. Gruppen består af Helene Johansen, Emma Lockwood, Nicolai Torp, Nicolai Qvist, Jeppe Svansø, Peter Byrial Jensen og Anne Sofie Elgaard.

Projektet finder sted ved Aalborg Lystbådehavn i vestbyen, hvor de studerende har haft til opgave at skabe minimal-boliger med værksted til kunstnere. Med afsæt i konteksten har gruppen lavet en moderne fortolkning af kolonihavehuset, hvor brugerne har mulighed for både at arbejde og udstille deres kunst.

Samtidig har gruppen villet understrege det private fællesskab mellem beboerne.

10962134_801713799876820_82725853_n

“Vi har fra projektets begyndelse arbejdet med en række arkitektoniske formprincipper, både diagonalen, det organiske og kubiske, hvor vi har undersøgt og afprøvet de forskellige princippers fordele og ulemper i forhold til brugernes private og fælles behov. Vi kom frem til, at kuben var den bedst egnede form til vores projekt,” fortæller Emma Lockwood.

10979442_801658519882348_1666839590_n
Billede af den endelige model fra semesterudstillingen

 

“Med udgangspunkt i Aalborg Kommunes retningslinjer og strategiplan for den fremtidige Vestby har vi udarbejdet syv havnehuse, som skaber et socialt samlingsrum, hvor der er mulighed for kreativ udfoldelse,” fortsætter hun.

Havnehusene får en central placering ved Aalborg Lystbådehavn med kort afstand til Aalborg Centrum og Vestbyens Station.

“Den attraktive placering vil gøre det let for besøgende at komme dertil,” siger Emma Lockwood.

10966741_10206105967546945_721115212_n


Havnehusene er skabt med respekt for det omkringliggende maritime miljø. De danner ramme for et kreativt rum, hvor brugerne kan arbejde med deres private projekter og samtidig have mulighed for at præsentere det for offentligheden.

Med afsæt i Jan Gehls studier om samtale i forskellige distancer og niveauer har gruppen udarbejdet en bebyggelse, som gennem tre niveau-inddelinger på forskellig vis forholder sig til de offentlige og private rum. På grundplanet er der mulighed for at åbne de private værksteder op ud mod fællesarealet, for på den måde at aktivere offentligheden.

10970225_10206105957826702_1956050126_o

“Det andet niveau fremstår som en visuel gangbro, der er tilgængelig for de syv beboere. Gangbroen forbinder både de syv huse, men fungere også som en sammenkobling mellem det offentlige og private rum. Det tredje og sidste niveau er to tagterrasser, hvor de syv beboere har mulighed for privat afslapning,” siger Emma Lockwood.

Hvis du har lyst til at se gruppens projekt og model, så har du stadig mulighed for at kigge forbi semesterudstillingen på Rendsburggade 14.

Udstillingen varer til og med fredag d. 13. februar.

 

 //Mikkel