PÅ BESØG HOS NILFISK

ADvisen har været på besøg hos Nilfisk i Hadsund, hvor tre tidligere A&D-studerende, Trine Bæk Nielsen, Søren Buus og Thomas Elmer, sidder i tre vidt forskellige stillinger.

OM NILFISK

Nilfisk udvikler professionelt rengøringsudstyr, hvor kundernes behov er i fokus. Dette har de gjort siden 1906. De markedsfører forskellige modeller af professionelt gulv- og rengøringsudstyr. På verdensplan er de 5.250 ansatte, hvor 120 af dem er placeret i Hadsund. Her har de størstedelen af udviklingsafdelingerne, og ADvisen har været på besøg i Wet and Dry afdelingen. Her udviklinger de tør- og vådstøvsugere til industrien – blandt andet til håndværker-, landbrugs- og rengøringsbranchen.

DE TRE JOBSTILLINGER

Trine Bæk Nielsen, Søren Buus og Thomas Elmer er alle tidligere A&D-studerende, men sidder i dag i den samme virksomhed i tre forskellige stillinger. Søren Buus blev færdiguddannet fra Aalborg Universitet i 2003, og siden 2013 har han været i udviklingsafdelingen som R&D Engineer. Hans opgave i Nilfisk er at opfylde krav fra kunderne og markedet, optimere plastdele til produktionen og konstruere i programmet Pro E. Thomas Elmer blev ligeledes færdiguddannet fra Aalborg Universitet i 2003. Hos Nilfisk er han en del af marketing-organisationen, hvor han siden 2008 har været ansat som Group Product Manager. Han har ansvaret for produkterne i Wet and Dry afdelingen, hvilket betyder, at han er inde over alle facetter af produktets livscyklus – lige fra bruger- og markedsundersøgelse til at produktet udfases. Han er bindeleddet mellem udviklingsafdelingen og salgsselskaberne. Trine Bæk Nielsen blev færdiguddannet fra Aalborg Universitet i 2007, og er ansat som Technical Project Leader i Wet and Dry afdelingen, hvor hun har været siden 2007. Hun har ansvaret for planlægningsdelen og projektstyringen. Dette indebærer budgetplanlægning, tidsstyring samt at finde de rigtige ressourcer. Hertil er det hendes ansvar, at projektets tidsplan samt krav fra marketingsafdelingen bliver overholdt og at produktet bliver godkendt til produktion.

IMG_3336 kopi

AERO, DEN KOMPAKTE TØR/VÅDSTØVSUGER

Thomas har været med til at lancere den nye generation af Aero, som er en tør/vådstøvsuger. Projektet startede i 2011, og blev lanceret i 2013 – typisk tager hvert projekt hos Nilfisk et par år at udvikle. Støvsugeren er velegnet til rengøring i industrien, for eksempel på byggepladser eller i bilbranchen. Der findes 3 udgaver: Aero 21, Aero 26 og Aero 31. Det, der kendetegner Aero, er det kompakte design, enhåndsbrug og til sidst – men ikke mindst – dens gummirem, som gør den let at transportere.

Ikke-navngivet-1

Screen Shot 2015-05-04 at 01.26.17 kopi

Udviklingen af Aero var et klassisk A&D-projekt, hvor der blev lagt ud med markedsanalyser og brugerresearch. Herefter fik de opstillet brugerprofiler, og ud fra disse analyserede de sig frem til hvilke features og brugerscenarier, produktet skulle indebære. Da dette var på plads, gik de i gang med konceptudviklingen. Ideerne blev herefter testet ved hjælp af prototyper, rettet til, og til slut stod de med det endelige produkt. Under researchfasen og konceptudviklingen arbejdede de sammen med Design People. Du kan høre og se lidt mere, om hvordan Nilfisk og Design people udviklede Aero, ved at klikke på linket her: https://vimeo.com/111531950

Aero har vundet flere priser for sin praktiske funktionalitet og sit ”lige til”-formsprog. Blandt andet har den vundet Red Dot Award: Product Design 2014 og IF Product Design Award 2014.

IMG_3330

GODE RÅD TIL A&D STUDERENDE

De tre tidligere A&D-studerende var alle enige om, at man skal finde et fokusområde og dygtiggøre sig inden for dette, samt ikke være bange for at skille sig ud. Da de for flere år tilbage var færdiguddannede var udfordringen, at ingen kendte uddannelsen, mens de i dag mener, at udfordringen ligger i at synliggøre sig, da alle kommer ud med den samme profil. Hertil vil de klart anbefale at tage i praktik, fordi man på den måde får et indblik i den virkelig verden – dette kan godt være lidt af et chok. Men samtidig finder man ud af, hvad det er, man selv kan bidrage med, i forhold til de andre på arbejdspladsen.

//Liza Køster